| |
Anne Juel Christensen er noget så usædvanligt som kvindelig ønolog. Hun arbejder som vinmager på Dansk Vincenter i Avedøre og er freelance-journalist på magasinet Gastro, hvor hun skriver om mad og vin. I en årrække har hun været dansk chef for Sopexa, som promoverer fransk vin. Hun er tidligere direktør for den nordiske del af Sopexa, det franske landbrugs afsætningsråd, der blev grundlagt i 1961 og arbejder for, at vi alle sammen skal nyde Frankrigs 365 gode oste, de tusinder af vine og alle de andre gode sager fra det dejlige land.
Mød Anne Juel Christensen 22. august, hvor hun er værtinde på Norma Vins stand ved eventen Garagevin 2010. Læs mere her.
Anne Juel Christensen er uddannet ønolog fra universitet i Montpellier i 1992. I fem år har hun været PR-ansvarlig i Sopexa Norden og har i den egenskab organiseret smagninger af vine fra mange forskellige franske områder og været på utallige presserejser til Frankrig. Derfor kender hun også en god portion af den danske vinbranches aktører.
Anne Juel Christensens vininteresse startede på Château Loudenne i Médoc i 1986, hvor et sommerjob som guide gav hende mulighed for at møde franske ønologer. Herefter gik turen tilbage til Danmark for at få den matematiske studentereksamen, som det franske universitet krævede. Hun har lavet vin i Champagne, Beaujolais og det ungarske Tokaj i fem år indtil 1997, da familien besluttede at flytte tilbage til Danmark, og hun har prøvet lidt af hvert inden for faget: Hun har plukket druer, klippet vinstokke, lavet vin, filtreret, tappet, etiketteret og solgt. Et enkelt job som shippingmand i et vinfirma er det også blevet til.
Privat er hun gift med tegneren Dominique Jal, sammen har de datteren Eva på ni år.
|
|