Af Kirsten M. Poulsen, direktør og management konsulent samt forfatter af MENTOR+GUIDEN.

Det er blevet en samfundstrend at realisere sig selv og udfolde talenterne – men hvordan?

Mentorskabet er et gensidigt inspirerende samarbejde mellem to personer, hvor den ene person – mentor – oftest har mere viden og erfaring end den anden person – mentee. Mentorskabet bygger bl.a. på den gamle mesterlære-tradition, som i dag også hedder “on-the-job-training”. Her var tanken, at den unge og uerfarne gik sammen med en “mester”, en person som allerede var kompetent til opgaven, og på denne måde lærte alle arbejdets aspekter fra bunden af ved at se på “mester”, efterligne “mester” og få hjælp, støtte og feedback fra “mester”. I mange fag i dag har vi stadig lærlingebegrebet – hovedsageligt inden for håndværk, ligesom vi har elevbegrebet inden for kontorarbejde.

I dagens vidensamfund er der imidlertid utroligt mange kompetencer, som man ikke bare lærer ved at se på andre. Det handler om de menneskelige kompetencer så som samarbejde, ledelse, kommunikation, konflikthåndtering, forhandling m.m. Man kan lære noget af at se på de personer, som er gode til opgaven, men der foregår mange usynlige ting, når mennesker relaterer sig til hinanden. At fange, forstå og lære at anvende disse indsigter og kompetencer er netop der, hvor mentorskabet kan gøre en stor forskel. I mentorskabet handler det bl.a. om at lære “det som står mellem linjerne”, “de uskrevne regler”, “de uformelle beslutningsveje” – alt det, som man ikke kan lære på skolebænken.

Mentorskabet handler om at skabe meningsfulde samtaler mellem to personer, hvor mentee får anledning til tage mange forskellige situationer og emner op for at få spørgsmål, sparring, feedback og udvikle nye indsigter, ny viden og ny adfærd, og hvor mentor får anledning til at opleve verden gennem mentees øjne og dermed også får ny forståelse og ny viden med sig hjem.

Mentorskabet bliver på denne måde en guldgrube af læring for begge parter, som får anledning til i fortrolige omgivelser at reflektere over livets begivenheder og få sat dem i perspektiv, så udfordringer bliver mødt konstruktivt, problemer bliver håndteret, inden de vokser sig for store, og muligheder bliver identificeret, som man aldrig ville have forestillet sig alene. Mentorskabet er en accelereret læringsproces, som skaber ny energi, engagement og ejerskab til eget liv og muligheder.

Mentoring vs. coaching
Mange spørger, hvad forskellen er på mentoring og coaching. Et spørgsmål, som drøftes højlydt i branchen, og som bl.a. EMCC – European Mentoring and Coaching Council – søger at få et bedre greb om. Vi beskriver forskellen således: En coach er i sin oprindelige betydning en person, som opstiller “et spejl”, så coachee (den der bliver coachet) kan se sig selv fra nye vinkler og lære nyt om sig selv. En coach hjælper med at forløse den viden og kompetence, som coachee allerede besidder, men ikke nødvendigvis er bevidst omkring og opmærksom på. En coach er i sin rolle som coach en professionel, der påtager sig en professionel rolle, og det er udelukkende coachee, som er i fokus. Oftest kaldes den person, som bliver coachet, for fokuspersonen .

En mentor er en person, som indgår i en relation med mentee, og som bringer hele sin person og al sin viden ind i denne relation. Mentor er en rollemodel på den måde, at mentor har mere erfaring end mentee, men ikke nødvendigvis på det faglige plan eller i samme branche. Det vigtigste er, at mentor kan relatere sig til den situation, mentee befinder sig i, til den forandring og udvikling mentee er på vej igennem, og at relationen mellem mentor og mentee holdes så magtfri som overhovedet muligt for at sikre det fortrolige frirum.

I dag ser vi mange forskellige nye coaching-definitioner dukke op, hvoraf stadigt flere overlapper med mentorrollen. Vi ser dog to væsentlige elementer i mentorrollen, som er forskellige fra coachrollen:

  • Mentor er oftest en intern person, som udvælges omhyggeligt, så der er størst mulig organisatorisk afstand mellem mentor og mentee. Mentor kan aldrig i denne definition være mentees nærmeste leder, da mentor for at være neutral ikke må have nogen aktier i mentees resultater.
  • Relationen mellem mentor og mentee er en to-vejs relation og en personlig relation. Det er et gensidigt lærende samarbejde, hvor begge kan opnå ny læring og nye indsigter.

Mentor er således en neutral sparringspartner, som ikke påvirkes af, hvorledes mentee præsterer, eller hvilke beslutninger mentee i øvrigt tager.

Er en mentor det rigtige for mig?
Hvis du er interesseret i at få en mentor, så start med at overveje følgende punkter:

  • Din motivation for udvikling.
  • Dine forventninger til udbytte og læring.
  • Relevans for dig lige nu – har du behov for en mentor i forhold til dit behov for udvikling og sparring.
  • Prioritering og tid – kan og vil du anvende den nødvendige tid til udviklingsarbejdet og møder med mentor.
  • Parathed – din baggrund, din erfaring og dine kundskaber for at indgå i mentor/mentee-samarbejdet.

En mentor er ikke altid den rigtige løsning, men når tidspunktet er rigtigt, så kan mentorskabet var en utroligt spændende samarbejde som både giver læring og udvikling og skaber nye relationer.

God fornøjelse.
Kirsten M. Poulsen

 

 
 
 
 
Tilbage til forsiden