|
Af Malene Rix, forfatter og forhandlingsekspert, www.malenerix.dk
Kvinder forhandler ustandseligt, og de gør det godt. På jobbet fordeles opgaver og projekter, tid, ansvar og måske økonomi. Uden at tænke over det, laver kvinder en mængde gode aftaler i løbet af en arbejdsdag – og det betyder, at de har rigtig værdifuld erfaring som forhandlere.
En af de mest markante forhandlinger er den om løn, og der viser mange undersøgelser til gengæld, at kvinder bliver mere beskedne og usikre. Det skyldes primært, at de er kloge af skade – kvinder få nemlig mere modstand når de beder om noget til sig selv. Det ’larmer’ mere når kvinder er ambitiøse i deres krav om en højere løn, og de får mere modstand i selve forhandlingen.
Disse vilkår er ofte resultatet af nogle ubevidste fordomme, langt de fleste af os har med i posen. Men vilkår kan forhandles, og når vi som kvinder ved, hvordan landskabet ser ud, så kan vi begynde at navigere bedre og mere strategisk. Det gør man ved at blive en bevidst konstruktiv forhandler – og man kan trække både på egne erfaringer og træne nogle enkle teknikker, der giver rigtig gode resultater. Her er lidt at gå i gang med:
Start med dig selv. Find ud af, hvad du vil have ud af forhandlingen: Hvilket resultat vil gøre dig rigtig glad? Det skal være dit ambitiøse udspil, men find også ud af, hvad din smertegrænse er. Så kan du bevæge dig mellem de to punkter.
Forvent modstand. Hvis du får ja til dit krav for hurtigt, har du måske bedt om for lidt. Når du møder et nej, så undersøg det med henblik på at finde ud af, hvordan du når frem til et ja. Hvad skal der til for at du kan få et ja? Kan andre ting indgå i aftalen? Hvordan laver vi en aftale vi begge kan leve med?
Lad tiden arbejde for dig. Brug pauser og time-outs i forhandlingen til at lade modparten tænke over sagen og at få flere idéer til, hvordan I kommer videre. Til at signalere, at du mener, hvad du siger og at du er både robust (du ved hvad du er værd) og fleksibel (du vil gerne lave en aftale, der er god for begge parter)
Lær mere om, hvordan du bliver en god forhandler - workshop om forhandlig - læs mere her.
|