Michael Lindberg er initiativtager til MBA på en dag, der finder sted i Danmark for første gang i 2011.

Om Michael Lindberg: Cand.merc. fra Syddansk Universitet og har siden 1992 været tilknyttet Handelshøjskolen i Århus som underviser. Efter at have arbejdet med strategi, salg og marketing i en række mellemstore og store virksomheder blev han i 1995 selvstændig i research- og rådgivningsvirksomheden Lindberg International A/S, der har nogle af Danmarks største virksomheder som kunder. Michael Lindberg er også initiativtager til den danske version af MBA på en dag - læs mere her.

Af Michael Lindberg

Alle taler om innovation - og det er der desværre ikke noget nyt i! Det er netop en del af problemet, for det er svært at være uenig i, at vi - ikke mindst i vores del af verden - er nødt til at være innovative, men så hopper kæden også af: Alt for mange betragter nemlig innovation som et mål i stedet for som et middel. Og værre går det, når man sætter lighedstegn mellem innovation og produktudvikling.

Radikal innovation
Amerikaneren Gary Hamel bliver af mange betragtet som en verdens mest indflydelsesrige management-tænkere, og han er helt klar i spyttet: I en stadigt mere ikke-lineær verden er det kun ikke-lineære ideer, der kan skabe velstand. Det kalder han radikal innovation og for at opnå det, skal der være mulighed for at eksperimentere, og samtidig skal der være en vilje til at lave og ikke mindst acceptere fejl.

Beskeden succesrate
Er det mon Hamel, man dækker sig ind under, når det viser sig, at langt over halvdelen af alle nye produkter bliver en fiasko. Næppe, det skyldes nok snarere, at man ikke har styr på sit marked, for selvfølgelig er det langt mere profitabelt at lancere færre produkter, der så til gengæld ”går rent ind”. Og det er her, marketing kommer ind i billedet, for innovation er alt for alvorlig en sag til at blive overladt til udviklingsafdelingen.

Hvad er det, der går galt?
De fleste virksomheder, der har haft fiasko i forbindelse med innovation, har be­gået en eller flere af følgende fejltagelser:

  • De har for meget fokus på virksomhedens kompetencer i stedet for virksomhedens essens. Det er nemt nok at skaffe de kompetencer, man vil have, for de kan ansættes/ købes, men det gavner ikke i længden, hvis virksomheden ikke kender, accepterer og ud­nytter sin essens (hvilken slags virksomhed man er og gerne vil være).
  • De forlanger kreativitet for enhver pris. I jagten på innovation er der en tendens til kon­stant at kræve nyheder uden at skelne mellem gode og dårlige idéer. Konsekvensen er, at der bliver brugt for få penge på de gode idéer og for mange på de dårlige idéer med det resultat, at ingen af de nye produkter for alvor slår igen­nem.
  • De tænker for meget på nye produkter og for lidt på kundeværdi. Tænk bare tilbage på dot.com-boblen: I perioden op til boblen sprang, oplevede man virkelig meget inno­va­tion målt på nye produkter, men desværre var der ikke ret mange af disse innovative produkter, der havde værdi for kunderne. Resultatet er velkendt: Konkurser i tusindvis og tab af kroner i milliardvis.

Vend tingene på hovedet
Nu er det jo altid nemt at se i bakspejlet, hvad der er gået galt, men knap så nemt at komme med konkrete anvisninger på, hvad man så kan gøre i stedet, men her er i hvert fald et godt råd: Vend tingene på hovedet. Problemet med meget ”innovation” er, at det i virkeligheden slet ikke er innovativt. Det er baseret på ”mere af det samme” – bare bedre/hurtigere/større osv. Sand innovation - eller radikal innovation for nu at blive i Hamels terminologi - udspringer af at se eller skabe en kløft, som man kun kan komme over ved at foretage et spring – uden sikkerhedsnet. Denne kløft ser man bare sjældent, fordi man tænker logisk, men hvis man nu i stedet tænkte på at udskifte, spejlvende, kombinere, overdrive, udrydde og vende rundt, så ville det hjælpe gevaldigt.

En anderledes jul

Hvordan kan man gøre det i praksis? Prøv at se på følgende banale eksem­pel: Hvordan kan man være innovativ i forbindelse med juleaften?

  • Udskifte: Gå i byen i stedet for at sidde hjemme og holde jul
  • Spejlvende: Give gaver de andre 364 dage, men ikke den 24. december
  • Kombinere: Fejre nytårsaften ved samme lejlighed (champagne til anden)
  • Overdrive: Give en stor gave og sige, at det er den sidste julegave, du giver
  • Udrydde: Lade være med at holde juleaften
  • Vende rundt: Give julemanden gaver, når han kommer

Hver tanke/idé fører nye tanker/idéer med sig, og på den måde kommer man langt omkring. Hvis du tænker på jeres produkter, jeres salg og markedsføring og jeres processer på denne måde, så er der en god chance for, at du kan komme op med innovative idéer. Men husk nu, at innovation i bedste fald er fuldstændig ligegyldigt, hvis det ikke fører til øget kundeværdi.

 

 

 
 
 
 
Tilbage til forsiden