Danske virksomheder er for tilknappede med at kommunikere om deres CSR-aktiviteter. Den Jantelovs-betingede berøringsangst er en hæmsko for at løfte CSR i Danmark til et højere niveau.

Af Peter Holm, kommunikationschef i Skandia, okt. 2009

CSR fylder mere og mere. De færreste virksomheder i Danmark kan i dag slippe uden om at forholde sig til begrebet samfundsansvar – hvad enten det så er klimaet, etiske investeringer eller verdens fattige, der er målet for indsatsen. Det er en positiv udvikling, og den vil utvivlsomt fortsætte.

Men spørgsmålet er, om vi fortæller nok om vores aktiviteter? Nej, ikke efter min mening. I Danmark er CSR tynget af Jantelovens åg, og det er stadig ikke god tone at tale alt for højt om sine bløde initiativer. Den generelle holdning er: Vi går stille med dørene, for så kan ingen beskylde os for at drive forretning på skuldrene af de svageste grupper. 

Hvad vil der ske, hvis vi for et øjeblik frigør os af Jantelovens lænker? Fordelene ved større åbenhed om CSR vil for det første være at nedbryde berøringsangsten over for samspillet mellem forretning og velgørenhed. For det andet – og endnu vigtigere – vil det bane vej for større kendskab og øget erfaringsudveksling på tværs af virksomheder, brancher og hjælpeorganisationer.

Det sidste har vi gode erfaringer med i Skandia. Vi har arbejdet med CSR gennem mange år – senest via corporate volunteering, hvor vores medarbejdere yder frivilligt arbejde i arbejdstiden. Vi har forsøgt at være så åbne som muligt om vores CSR-strategi. Vi har tilmed udgivet en guidebog om corporate volunteering, og det har alt sammen resulteret i et væld af kontakter til hjælpeorganisationer og virksomheder over hele landet. Senest har vi delt vores erfaringer med Odense Kommune. Vi er også trådt ind i flere netværk med det formål at sparre, erfaringsudveksle og hjælper andre i gang.

På minussiden hører med, at vi til tider må lægge ryg til kritik for vores åbne CSR-kommunikation og de motiver, der måtte lægge bag. Kritikken tager vi med sindsro. Først og fremmest fordi vi ikke kan se problemet i at mikse forretning og velgørenhed. Det er initiativer, som både virksomhed, medarbejdere, organisationer og modtagere af hjælpen har fordel af.          

For at blive klogere på, om vores CSR-strategi matcher omverdenens syn på emnet, har vi for nylig bedt et analysebureau undersøge holdningen til CSR blandt danske erhvervsledere. I forhold til kommunikation om CSR er resultatet temmelig entydigt: 63 procent af de adspurgte svarer, at virksomhederne bør kommunikere mere om CSR, end de gør i dag. Mindre end 5 procent mener det modsatte (resten svarer hverken eller).

Som jeg ser det, skal man lede længe efter en mere åbenlys invitation til danske virksomheder om at smide berøringsangsten og skrue op for CSR-megafonen. Hvad er der at betænke sig på?   

 
 
 
 
Tilbage til forsiden