|
Af Susanne Hoeck
Utilfredsstillende arbejdsbetingelser giver dårlig energi og ender nemt i stress. Som følge af sin manglende glæde ved jobbet som hjertelæge, grundlagde Birgitte Zwicky-Hauschild virksomheden Lej-En-Læge, der hjælper virksomheder med at skabe trivsel på arbejdspladsen.
- For nylig mødte jeg en kvinde, der klagede over hjertebanken, hun blev let irriteret, og hun var begyndt at spekulere på arbejdet, når hun var hjemme. Hun syntes, at hun havde sværere ved at prioritere sine arbejdsopgaver, endte med at gøre flere ting på en gang, og fik ikke rigtig gjort opgaverne færdige, forklarer Birgitte Zwicky-Hauschild, der betegner kvindens situation som klassisk. - I hendes virksomhed har været omstruktureringer. Hun har fået ny chef, har fået ændret sine arbejdsopgaver, og antallet af ansvarsområder er vokset – alt sammen indenfor de sidste 3 måneder.
- Hendes situation er præget af ubalance mellem de krav, hun selv og omverdenen stiller, og de ressourcer, hun har til rådighed. En sådan ubalance er en vigtig risikofaktor for udvikling af stress.
- Stresshåndtering handler om at genskabe balancen ved at mindske kravene i hverdagen og øge ressourcerne, understreger Birgitte Zwicky-Hauschild.
Kravene kan reduceres ved:
• at gøre dig klart, hvilke krav, der skal opfyldes hver dag – på arbejde og hjemme. Er der rimelig sammenhæng mellem opgavemængde og den tid, der er til rådighed?
• at være realistisk i planlægningen af dagens opgaver – hvad kan jeg nå (ikke ”hvad vil jeg gerne nå”)
• at starte hver dag med at prioritere opgaverne (både på arbejde og hjemme), i dem, der er ”livsnødvendige”, og dem, det er rart bliver gjort. På den måde kan man undgå, at opgaverne bestemmer over en, og ikke omvendt
• at uddelegere opgaver og involvere andre (chef, kolleger, ægtefælle, andre)
Ressourcerne kan øges ved:
• at huske, at der hver dag skal være ”ledig” tid til at trække vejret, hvor der ikke er forpligtelser eller opgaver
• at sove godt om natten. Lad være med at arbejde om aftenen, et par timer før sengetid er det rare/afslappende ting, der skal bruges tid på
• at skære ned på kaffe, rødvin/alkohol og cigaretter – især hvis forbruget er øget på det sidste!
• at få fornuftig og regelmæssig kost – mad mindst x 3 dagligt, i en passende blanding af frugt, grønt og fedtfattigt
• at bevæge sig hver dag – det behøver blot at være en rask gå- eller cykeltur, cirka 30 minutter. Det giver hjernen, mulighed for at komme af med nogle af stresshormonerne.
• at sikre, at der i hverdagen er lagt luft ind til andet end pligter og opgaver – der skal hver dag være plads til noget, du gør af lyst, og som giver dig smil på læben.
|