SUND PÅ HALVVEJEN Energi til hele livet
af Søs Wollesen
Gads Forlag

Anmeldt af Kirsten Elmquist, partner i Storkesig Aps, medlem af WOW Exenet Litteraturgruppe.

 ”At have det godt og være fuld af energi, overskud og livsglæde dag ud og dag ind, året rundt, skal ikke være et projekt. Det skal være dit liv.” Det er den røde tråd i Søs Wollesens anbefalinger og gode guidelines.

Der er fem veje til mere energi; Dagsrytmer – Kost – Motion – Accept af dig selv og dit liv – Søvn.

Søs Wollesen krydrer de fem veje gennem faglige råd, hendes egne erfaringer, erkendelser fra kvinder i 40’erne og 50’erne samt ekspert viden. Bogen kan læses kronologisk eller bruges som opslagsbog. Der er indlagt øvelser, refleksioner, opsætning af mål samt opfølgning på disse.

Opfordring til at finde den indre motivation og gøre noget ved denne. Motivation er både motiv og motion; årsag og bevægelse. Det handler om at se på sit liv og hvilket liv, man ønsker sig. Vi skal vælge til og fra, disse valg er med til at give os energi. Det handler om at tage ansvar for den krop, vi ønsker og det helbred, vi gerne vil have. Ikke mindst at prioritere det som giver os velvære; en løbetur, en gåtur, en cykeltur, en tur i træningscentret m.m. Vi skal gøre det sammen med andre men også alene, da det er vigtigt at lytte til os selv og vores egne behov.

Søs Wollesen siger, at det aldrig er for sent at gå i gang; selv var jeg næsten 50 _ og det er rigtigt, at jo mere jeg fokuserer på min egen fysiske og mentale velvære, jo gladere bliver jeg og desto mere energi får jeg. Jeg kan varmt anbefale bogen og lytte til de gode anbefalinger og reflektere over Søs Wollesens gode pointer – eksempelvis ”At opnå fysisk og mental balance handler altså ikke kun om at spise den rigtige kost, sove rigeligt eller motionere det rette antal gange om ugen.

Det handler også om, at du har det godt med dig selv og er glad for det, du har, og den du er. At du accepterer dig selv, viser respekt for dine egne ønsker, behov og mål, og at du fortæller dem, der skal involveres om det, du har brug for. Ellers får de svært ved at leve op til det, du forventer.

 
 
 
 
Tilbage til forsiden