|
Skriv så du bliver læst - Journalistik for kommunikationsfolk Af Søren Marquardt Frederiksen Gyldendal Business.
Anmeldt af Kirsten Elmquist, partner i Storkesig Aps, medlem af WOW Exenet Litteraturgruppe.
Søren Marquardt Frederiksen kan sit håndværk og formår at videreformidle sin store viden om genrer og virkemidler i Skriv så du bliver læst. Bogen er et tilgængeligt opslagsværk, som kommunikationsfolk og andet ”fæ” kan drage nytte af, når et budskab skal sælges internt som eksternt.
God kommunikation er afgørende ikke kun skriftligt men også mundtligt. Virkemidlerne kommer rigtig til udfoldelse; når det skrevne sprog er direkte, nærværende og fængslende, som det talte.
Skriv så du bliver læst kommer ikke til at samle støv på min bogreol.
Om bogen:
Hvordan vinkler man en historie? Hvad er det nu en rubrik er? Hvilken genre skal jeg bruge? Kommunikationsfolk med en akademisk uddannelse har ikke nødvendigvis lært at bruge journalistiske virkemidler i deres uddannelse. Og det er et problem i virksomheder, som har brug for kommunikationsfolk, der kan skrive fængende tekster, så den interne og eksterne kommunikation kan understøtte de strategiske mål.
Kommunikationsfolk uden journalistisk baggrund kan have svært ved at vinkle en historie, deres sprog er tungt, og rubrikkerne er ikke fængende. De har svært ved at bruge de journalistiske genrer, og deres tekster virker ofte som ledelsespropaganda og pligtlæsning. Resultatet er, at modtagerne ikke synes teksterne er spændende at læse.
Skriv så du bliver læst viser, hvordan man i virksomhedskommunikation bruger journalistiske virkemidler, redskaber og genrer til at skrive tekster, som målgruppen finder spændende at læse. Bogen viser også, hvordan kommunikationsfolk med en journalistisk baggrund skal skrive, så de varetager virksomhedens interesser.
|