|
Der findes mange reolmeter managementbøger om den enkelte leder og om forskellige ledelsesdiscipliner. Men der findes ikke ret mange bøger, som handler om ledergruppens arbejde, og hvordan det kan give en synergieffekt at arbejde som en ledergruppe frem for en gruppe af ledere. Det råder Susanne Teglkamp bod på med Ledergruppen - det dynamiske omdrejningspunkt.
VIND bogen.
Susanne Teglkamp har mere end ti års erfaring i at rådgive danske erhvervsledere. På sin vej – både som topleder og konsulent – er hun kommet til den overbevisning, at arbejdet i ledergruppen er det dynamiske omdrejningspunkt i enhver virksomhed, og tandhjulet hvorom alting drejer. Derfor er det også overordentligt vigtigt, at tandhjulet er smurt.
”Når jeg kommer rundt i forskellige organisationer, ser jeg ofte ledergrupper, der egentlig ikke fungerer som en ledergruppe. Det er snarere en gruppe af ledere, der gennem deres titel har en organisatorisk adgang til at deltage i ledergruppen. De mødes og udveksler informationer, men løser ikke opgaver i ledergruppen, som de ikke lige så godt kunne løse ude i deres respektive enheder. En ledergruppe bør arbejde sammen om at nå et fælles mål, hvor de enkelte medlemmer af ledergruppen deltager med deres faglige viden og kompetencer til gavn for helheden."
Selvom der ligger teori bagved Ledergruppen – det dynamiske omdrejningspunkt, er bogen ikke teoritung. Den er praktisk og erfaringsbaseret, og Susanne Teglkamp har valgt denne læsevenlige form, fordi det er sådan, hun arbejder og tænker – og fordi hun ønsker, at målgruppen får læst bogen, uden det skal være den store kamp at komme igennem den.
Om Susanne Teglkamp: Konsulent og direktør i Teglkamp & Co. Hun er uddannet jurist og reserveofficer og har suppleret med lederuddannelser i ind- og udland bl.a. i forsvaret, på Canadian Forces College i Canada og på INSEAD i Frankrig.
Susanne Teglkamp har tidligere arbejdet som bl.a. HR-direktør indenfor IT-branchen, kommunaldirektør, udviklingschef og har siden 2002 arbejdet som managementkonsulent, karriererådgiver og facilitator. Hun er stadig tilknyttet forsvaret og er i dag oberstløjtnant af reserven.
www.forlagetindblik.dk
|