Exenet :: Susanne Larsen

SAS’ tidligere administrerende direktør, Susanne Larsen, er taget på sit livs rejse. En rejse, som siden opsigelsen i januar har ført hende fra Iran til Zimbabwe, 7000 km i gennem Europa i åben sportsvogn og en tur til Rom på spaophold. Samtidig har det været en mental rejse, som hun selv kalder en ’transformation’ fra at være topleder til et helt menneske med lysten som den styrende faktor.



	Rejsen til Zimbabwe med netværket Kvinder for Indflydelse gjorde stort indtryk. Særligt en seance langt ud i bushen med dans og sang, fik følelserne frem hos de stærke danske erhvervskvinder.

”Jeg havde givet mig selv et år til at falde ned. Når man kører på adrenalinen som administrerende direktør, kommer alt andet i anden række. Jeg tænkte meget over, om jeg ville miste min identitet, og om jeg ville savne suset. Men det har slet ikke været svært – over hovedet. Intet savn, ingen uro.”

Susanne Larsen tager i mod sin lejlighed i Helsingør. Den er en del af en tidligere apotekergård, der i dag er fredet og nænsomt istandsat af hende og ægtefællen med sans for bevare alle de oprindelige skæve vinkler og supplere dem med personlige, moderne detaljer.

Velkomsten er varm, og der venter en frokost, som understreger, at Susanne Larsen er et menneske, der ”walk’er the talk”. Hun nøjes ikke med at sige, at hun i sit nye liv vil give sig tid til at genopdage sine sanser, blandt andet ved at tilberede, smage og nyde god mad. Hun tager gerne en udflugt til madperfektionisten Camilla Plum for at købe det bedste økologiske mel og slå surdej op for at kunne servere hjemmebagt rugbrød. Selv når hun kun at spise et halvt stykke med ost, mens journalisten indtager tre hele med pølse og parmaskinke, udsøgte små tomater med pistacier, tun med grønt og friske druer, i de to en halv time, interviewet varer. Vi har ingen bagkant. I Susanne Larsens nye liv er tid en faktor, som hun selv bestemmer over.

At biografien om Susanne Larsen udkommer om få uger, kan ikke undre. Der er så meget stof i den snart 60-årige kvinde, at det er en pinsel, kun at skrive tre sider til et avismagasin. Derfor vil vi springe historien over om, hvordan hun som 17-årig blev enlig mor, senere fik et handicappet barn, tog en studentereksamen som 30-årig, blev personaledirektør, mødte muren i form af en nedtur med stress, uddannede sig til gestalt-terapeut - og for at spole hurtigt frem – satte sig på den øverste post i flyselskabet SAS med ansvar for 3000 medarbejdere og en omsætning på 8 mia. kroner.

I stedet vil vi fortælle historien om flydronningens nye rejse, der både er en psykisk og fysisk proces. Hendes nye titel er endnu ikke helt på plads. Men den skal både rumme funktionerne som professionelt bestyrelsesmedlem, formand for en lang række råd og nævn, ambassadør for humanitært arbejde – og det hele menneske. For der skal også være tid til at bage, sylte, rydde op i skufferne, læse en bog – og kunne huske den bagefter. Tid til at smage, lugte, lytte og nyde en smuk udsigt.

”I ugerne omkring afskeden tænkte jeg meget over, at jeg ville tage på en reformationsrejse. Jeg vidste, at jeg skulle gøre noget symbolsk for at markere, at jeg trådte fra ét rum ind i et andet mentalt rum. Eller ville jeg sætte mig derhjemme og fortsætte i samme arbejdsrytme.”

”De første dage stod jeg op halv seks, lavede kaffe, hentede avisen og begyndte at tjekke mails. Jeg var nødt til at gøre noget for at bryde det mønster.”



	At have mulighed for at komme ud blandt de mennesker, man kan gøre en indsats for, betyder meget for Susanne Larsen, der har viet et stor del af sit nye liv til humanitært arbejde.

Fra Iran til Zimbabwe
Første etape på Susanne Larsen rejse til sit nye liv gik til Iran med Udenrigspolitisk Selskab, hvor hun tog mod oplevelserne med en grådighed, der kom bag på hende selv.

”Jeg opdagede, hvor meget jeg manglede, hvor fantastisk det var at være sammen med mennesker med en viden, som jeg slet ikke var opdateret på. Jeg læste koranen, læste om kulturen og følte, at jeg åbnede en dør til en helt anden verden, jeg blev så glad!”

”Som administrerende direktør bliver man lidt snæversynet - i ordets bedste betydning,” forklarer hun og uddyber:

”Man er nødt til at tage skyklapper på, da det er begrænset, hvor meget man kan rumme, når man skal fokusere på at drive virksomhed. Man beskytter sig selv, fordi der ikke er plads til mere påfyld. I dag har jeg overskud til at være nysgerrig og har fået en masse ny indsigt, pludselig har jeg meget mere at snakke med om. Jo mere du falder ned, desto mere kan du tage ind.”

Oplevelsen i bushen
Rejsen til Iran gav sult efter mere. Som initiativtager til netværket Kvinder for Indflydelse i Mellemfolkeligt Samvirke, har Susanne Larsen det seneste år stået i spidsen for en indsamling til kvinder i Zimbabwe. Sammen med flere andre kendte erhvervskvinder i netværket, besluttede hun, at den indsamlede million skulle overrækkes personligt. Det blev til et møde med en række afrikanske kvinder, der med deres mod og uovervindelighed satte dybe spor i hendes bevidsthed.

”Én ting var den indsats vi havde gjort for at samle pengene ind, noget helt andet at komme ned og høre kvindernes historie, man bliver stille... Det er en kamp med livet som indsats, og man finder ud af, hvor forkælede vi er. De følte sig beærede over, at vi kom og besøgte dem, men for mig var det omvendt, det var en kæmpe ære at få lov til at træde ind i deres private hjem. Man blev helt ydmyg. Der var ingen ynk, og det slog mig, hvor meget vi kan lære af dem.”

”Vi lever i et samfund, hvor man behandler. De forebygger, så man undgår, at problemerne opstår,” forklarer Susanne Larsen og nævner en række eksempler.

”Her hjemme behandler vi kvinder, der har været udsat for vold på krisecentre. Dernede formidler de den oplysning og skaber de rammer, der forhindrer, at volden opstår”.



	Susanne Larsen har, siden sin opsigelse hos SAS i foråret, bevæget sig ud på en fysisk og mental rejse, blandt andet i selskab med veninden Vibeke Windeløw. Her nyder de to karismatiske kvinder en smuk udsigt i Zimbabwe.

En anden overvældende oplevelse, var da den danske gruppe kvinder blev modtaget af 200 kvinder, mænd og børn midt ude i bushen. Der var forberedt taler, sange og dans, og seancen var en sanseoplevelse, som Susanne Larsen har svært ved at sætte ord på.

”Det var næsten helt skamfuldt, det var bare os, der kom. Man blev rørt og glad. Deres stolthed var fantastisk…”

”Hvis jeg var yngre, så tog jeg ud,” tilføjer hun resolut.

”Jeg vil ud, hvor tingene sker og ikke nøjes med at sidde og være officiel med nogle fine mennesker”.

Gennem Europa i åben sportsvogn
Med på turen til Zimbabwe var også filminstruktør Vibeke Windeløv, som Susanne Larsen har været veninde med et par år. De fik sig en ’kvindesnak’ om, hvordan det ville være at have al den tid, man ønsker, og rejse hvor hen, man havde lyst. Tankerne blev til en impulsiv beslutning om at pakke Susanne Larsens Volvo Carbriolet med det mest nødvendige udstyr og køre mod syd. Luk øjnene og forestil dig to midaldrende karismatiske damer med vind i håret og flagrende gevandter i åben sportsvogn – 7.000 kilometer gennem Europa i det tidlige forår! En tur, der blev skelsættende for Susanne Larsen, som bruger ordet ’fantastisk’ flere gange i hver sætning, da hun skal beskrive den.

”Vi havde kun gjort én ting for at forberede os, og det var at sætte et kryds i kalenderen, der fyldte fire uger. Aftenen før afrejsen ringede jeg til Vibeke og sagde: Du må bestemme første etape”.

Det blev til færgen fra Rødby og derfra til Frankrig, Spanien og Italien. Ruten blev besluttet fra dag til dag, vejledt af alt fra Michelinguider til et postkort med et smukt bjerg – ”dér må vi hen” – til en kogebog om et canadisk par, der havde købt en økologisk gård i Toscana.

”En af de første nætter overnattede vi på et fint gammelt badehotel i en lille by, hvor forfatteren Marcel Proust yndede at bo hver sommer. Jeg stod op tidligt om morgenen og kunne se, hvordan de ude i horisonten trænede travheste med sulkaer. Det var meget smukt”.

Et postkort i en kiosk med et billede af smukke klippeformationer førte de to veninder videre op langs kysten mod Trouville til Bretagne, et smut via Bayeux for at se de berømte tapeter og til Saint Michelle – en klippeø, som ligger midt ude i havet med en lille by og et kloster.

”Den første uge, skulle vi hele tiden nå noget, men så sænkede roen sig. Der var ingen nødvendigheder. Kilometervis af strande, hvor vi samlede muslinger, læste, nød solen, gik ture og spiste god mad. En lille bager i en lille bitte landsby serverede morgenmad for os, det var fantastisk og smukt”.

Susanne Larsen kan i detaljer beskrive trappetrin, de gik op af, en sidegade med pittoresk forfald, tapas, der blev indtaget med vidunderlig udsigt, og hvordan hun syltede 10 kilo abrikoser.

”Jeg skar dem over og pillede stenene ud. Dette fokus på det enkle, på gode råvarer og kvalitet. At genfinde smagen, og opleve, at den er noget, man har i sig, det er dét, jeg vil tilbage til.”

At evne at være sig selv
Efter fire uger på landevejene, havde Susanne Larsen behov for at få støvet ud af halsen og afsluttede forårets rejseeventyr med fire dage i Rom på spaophold, inden turen gik til Hornbæk, hvor hun og ægtefællen har nydt sommeren. Foran hende venter et travlt efterår med en rejse til Vietnam, en storstilet 60 års fødselsdag, møder og bestyrelsesarbejde. Inklusiv et løfte til sig selv om, at hendes nye arbejdsliv er på deltid.

I oktober udkommer biografien Luft Under Vingerne, som hun forudser vil skabe debat – eller snarere flere debatter. Om alt fra kernefamilie og ægteskabsformer til virksomhedsledelse og magtkampe.

”Jeg har tænkt meget over, hvorfor man skal udlevere sig selv og sit liv i en bog. Jeg er meget blufærdig, og det var vigtigt for mig, at det ikke blev noget lirum-larum, at bogen har et formål”.

Et af de vigtigste mål med bogen er derfor at være rollemodel, måske særligt for andre kvinder.

”Jeg vil gerne være et eksempel på, at man skal tage de chancer, der er. At man kan bryde mønstre, hvis man tør træffe sine egne valg. Og at man ikke behøver at være så speciel – du skal bare være dig selv,” forklarer hun med en ro, der tydeliggør, at der ligger mange tanker bag udleveringen af et livsforløb med såvel op- som nedture.

”Bogen er øjebliksbilleder, der har gjort mig til det menneske jeg er. Og man er ikke et overmenneske, fordi man er administrerende direktør – jeg er et menneske på godt og ondt.

- Hvad mere skal du nå?
”I mit nye live, vil jeg være styret af lyst, ikke af pligt. I dag kan jeg mærke, at jeg er glad, det har været en god dag. Fordi jeg kan gøre så mange forskellige ting og har plads til at tage så meget nyt ind, nu hvor jeg ikke længere har jernfrakken på”.

Susanne Larsens råd, til at finde ro i en travl hverdag:
Bag et rugbrød, det er faktisk ikke ret svært! Gør noget helt alene. Tag dig tiden, bare en gang i mellem til at skabe åndehuller. Lav aftaler med dig selv og helt konkret med din familie om ret til ro. Den første time, man kommer hjem efter en travl dag, kan man aftale, at man er fredet. Så kan man sætte en vask over, læse avisen eller gøre noget andet, hvor man ikke behøver at tale med nogen og få overskud til at være nærværende.



	”Jeg er ved at kalibrere mig selv om. Jeg er på en transformationsrejse fra en meget stresset karriere til et meget mere nuanceret liv”.

Biografien om Susanne Larsen udkommer på Børsens Forlag 28. oktober 2009.