|
Af Kirsten Weiss, journalist og forfatter til ”Når vikinger slås”.
Skandinaviske partnerskaber er propfyldt med fordomme om arrogante svenskere, sære nordmænd og snu danskere. Så hold dog op med at slås. Og brug i stedet kræfterne på at vende de kulturelle forskelle til kommercielle fordele.
Nordea gør det. Arla gør det. SAS har altid gjort det. Trods store vanskeligheder ved at samarbejde har de set fidusen i at slå sig sammen om et hjemmemarked med 19 mio. kunder. Købelysten fejler bestemt ikke noget i skandinavisk erhvervsliv, hvor opkøb, fusioner og tværnationale partnerskaber efterhånden er hverdag. Noget mere kniber det med respekten for de nye kolleger og ikke mindst deres sære skikke og vaner.
Når topledelsen med et pennestrøg har skudt det nye samarbejde i gang, dukker forskellene mellem ”os og dem” op, og påfaldende mange samarbejder mellem broderfolkene lider af akut åndenød og mangel på respekt for andres kultur. Så er svenskerne arrogante og stive, danskerne snu forhandlere med en ræv bag hvert øre, og nordmændene de nationalistiske, sære fætre fra landet.
I stedet for at udnytte forskellene og vende dem til kommercielle fordele i nye frugtbare samarbejder, ender skandinaver ofte med at pege nationalistiske fingre ad hinanden og symbolsk set kun at kunne se hinanden iført nationaldrager. Eller som den norske ledelseskonsulent Bjørn Helge Gundersen bemærker: ”Når skandinaviske grupper mødes for første gang, er det næsten skræmmende, hvor lidt åbenhed og respekt, man viser hinanden. Fordommene viser sig i kropssproget , den måde man søger sammen på i de nationale grupper, og hvordan man rotter sig sammen mod de andre.”
Der er ikke noget underligt i at være forskellige. Men der er, selv i virksomheder, der har kikset fusionen, en påfaldende mangel på kulturel indsigt og forståelse for, at forretningen ikke drives på præcis samme måde i Norge, Sverige og Danmark.
Ja, svenskere er kollektivt orienterede, og derfor tager beslutningsprocesser i Sverige længere tid. Ja, nordmænd har faktisk oliepenge at gå egne veje for. Ja, danskere er hurtige og utålmodige forhandlere, for hvem ved, hvilke muligheder, der venter omkring det næste hjørne? Men det behøver jo ikke at betyde, at man ikke har fælles kommercielle interesser. Og i øvrigt i et globalt perspektiv deler masser af de værdier, der smører et samarbejde.
Det fremmer ikke forståelsen, når fordommene flyder frit på både direktionsgangen og ved kantinebordene. Og selv ganske små forskelle ender med først at overses og siden at spænde ben for det frugtbare samarbejde, skandinavisk erhvervsliv beviseligt har brug for. Spørg bare Arla, Coop Norden, SAS, Nordea eller alle de andre. Her har de lært samarbejdets kunst på den hårde måde – og i lykkelige stunder formået at forene det bedste fra hver kultur.
Når mange topledere ikke sætter kulturel indsigt højt på deres dagsorden, skyldes det frygten for at være for blød og useriøs. Giver det nu klingende mønt i kassen at opgive sin nationale position og bruge tid på at forstå de andre?
Svaret er ja. At have kulturel indsigt handler ikke om at slå en god handel af, men om alt det, der kommer efter, nemlig om samarbejde, effektivitet, produktivitet og lønsomhed. Kort sagt om penge, Her har de skandinaviske vikinger fortsat en hel del at lære.
|
