Af Susanne Hoeck, journalist/ WOW

Jørgen Vig Knudstorps medarbejdere omtaler ham som en leder, der er nem at komme i kontakt med. Han reagerer på alle henvendelser, engagerer sig, er synlig og uhøjtidelig.


Jørgen Vig Knudstorp bruger bevdist netværk som ledelsesstrategi.

WOW kan konstatere, at det ikke kun gælder hans omgang med medarbejderne. Når man som journalist kontakter LEGO-direktøren Grundlovsdag, giver han gerne interview fra privaten på trods af, at hustruen er syg og tre børn leger i baggrunden og én sidder på skødet. Efter interviewet tager han sig tid til at skrive et indlæg på sin blog, hvor han nøje gør rede for interviewets indhold, så medarbejderne er orienterede. Bloggen er blevet et af Jørgen Vig Knudstorps vigtigste netværks- og ledelsesredskaber.

- Er netværk et begreb du bruger bevidst i din hverdag?

- Ja. Min måde at lede og arbejde på er meget netværkspræget. Jeg sidder ikke i en lukket kreds med fem-seks ligesindede, men har hele tiden 30-40 relationer, jeg kan række ud til. Jeg er overbevist om, at man tænker bedre, hvis man får mange forskellige input, og at vi bliver mere produktive, jo flere relationer vi har.

- Når du ”rækker ud”, da beder du om hjælp – er det en væsentlig evne som leder at kunne bede om hjælp?

- Det er vigtigt som udgangspunkt at være ydmyg i den forstand, at man ikke skal tro, at man er så særlig, at man ikke har brug for hjælp.

Naturlig netværker
Jørgen Vig Knudstorp er meget ulig andre erhvervsledere ikke medlem af en VL-gruppe. Det eneste officielle netværk han deltager i er Catalyst, som er et netværk for Top 100 af europæiske CEOs.

-         Netværksmøderne bliver let meget generiske, og jeg opfatter dem som mindre effektive. Mit udbytte af netværket er, at man bagefter kan ringe op til de mennesker, man har mødt ansigt til ansigt, hvis man har brug hjælp eller kan hjælpe andre.

-         For mig handler netværk om personlighed. Jeg er en naturlig netværker. Derfor er netværk som udgangspunkt ikke noget ”jeg går til”, det er noget jeg gør. Mine relationer i hverdagen er mere nyttige, end i en gruppe, hvor man mødes i formelle rammer få gange om året. Netværk skal have indhold og ægthed, og jeg kan ikke se noget formål med at skabe kontakt bare for at skabe kontakt.

Da Jørgen Vig Knudstorp blev kåret som Årets Leder i 2006 som den yngste nogensinde, blev hans evner til at kommunikere åbent særlig fremhævet. En evne som han blandt andet benytter aktivt via sin blog.

- Jeg oplever bloggen som et utroligt effektivt netværksredskab som leder. I min position er det umuligt at have et kendskab til alle. Jeg kan gå en tur i Billund, og få mange gode kontakter og oplysninger, men hvad med vores medarbejdere i Taiwan? Bloggen er den personlige kontakt, hvor de lærer mig at kende. Det skaber en høj grad af tillid og dialog.

 
 
 
 
Tilbage til forsiden